Velkommen til vores ny præst

I 1997 boede jeg i en lille lejlighed bag Montmartre i Paris. Det var året hvor prinsesse Diana døde og Titanic havde premiere. Og året, hvor jeg var blevet student og lidt tilfældigt flyttet til Paris. Jeg var 18 år og sad på parisiske cafeer og sugede dufte, sprog, lyde og billeder ind. Jeg forsøgte at lære mig fransk, tranchere laks og i øvrigt klare mig i storbyen, metroen, nattelivet, ja, måske bare i livet. Det forekom mig, at alt stof, alt der er til, bevægede sig med større hast - og parisisk elegance - i byernes by end hjemme i trekantsområdet. En søndag morgen efter nogen tid fik jeg en indskydelse. Jeg tog bussen til en sidegade til Champs-Élysées og gik ind i den danske kirke. Jeg kan ikke huske, hvad præsten sagde den søndag - eller de andre søndage, som fulgte - men jeg kan huske, at han i sin kirkebøn bad for, at gudstjenesten måtte være det sted, der gjorde, at vi kunne leve i hverdagen opmærksomt og nærværende. Og jeg oplevede, at det var sandt. Udenfor dyttede bilerne ligeså hektisk, toget var ligeså proppet, men jeg bar noget med mig. Jeg tog ro og horisont med ud i en verden med hurtige skridt og en himmel, der stoppede i tagene. Hvad det end var derinde i kirken - ord, rum, ro, ånd, nærvær, Gud - så gjorde det en forskel. Det var der, jeg besluttede, at jeg ville være præst. Dét ville jeg være en del af. Det får jeg nu lov til i Langenæs. Og min glæde er så stor som Eiffeltårnet. Jeg glæder mig sådan til at møde jer og være kirke sammen med jer.

Jeg har længe været så optaget af Bibelens fortællinger, fordi jeg altid bliver overrasket og finder både poesi, indsigt, inspiration og trøst. De tekster giver mig noget og holder mig til ilden og livet. Men jeg holder også af et sted, hvor der står, at det slet ikke er alt, der er skrevet ned, for hvis alt det, Jesus gjorde, blev skrevet ned, ville verden slet ikke kunne rumme alle de bøger. Jeg kan godt lide den bemærkning, fordi den peger på, at den fortælling, som er grunden til at vi er kirke, slet ikke er skrevet færdig. Den finder hele tiden sted - på Champs-Élysées og på Langenæs Allé. Det kan være over køledisken i Meny, i dagligstuen, på bænken eller ved sygesengen. Eller det kan være i kirken, hvor vi undertiden kan synke ned og håbe på, at vi får noget, der gør, at vi kan leve i hverdagen opmærksomt og nærværende.

Sognepræst Louise Højlund