ÅRHUNDREDETS FESTIVAL – BELLE ÉPOQUE

I 2018 går Århundredets festival i dybden med La Belle époque (fr. Den skønne tid), der afgrænses af to store krige mellem 1871 og 1914. Her oplever Europa politisk stabilitet og fornøjelseslivet, teknologien og kunsten blomstrer.

I Langenæskirken sætter vi med to arrangementer fokus på den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf, hvis forfatterskab var på sit højdepunkt i denne tid.

 

 

Om Selma Lagerlöf liv og værker ved fortæller Anna Mette Bladt

Tirsdag d. 6. marts 2018 kl. 19.00

Foredraget starter efter en kort fyraftensgudstjeneste kl. 17.30 og fællesspisning.

 

Selma Lagerlöf, 1858-1950, var den første kvinde, der fik nobelprisen i litteratur, og den første kvinde i det Svenske Akademi. Hun er kendt og elsket for sine fortællinger om Niels Holgersen, kejserinden af Portugalien, den onde Sintram og andre skikkelser, som man ikke glemmer igen, når man har lært dem at kende. Anna Mette Bladt vil fortælle om hendes liv, om gården Mårbacka i Värmland, som hun elskede højt, og om hendes værker, som placerede hende blandt verdens bedste fortællere.

 

 

Rødhalsen – en koncertforestilling for hele familien (særligt børn fra 6-12 år)

Søndag d. 11. marts 2018 kl. 15.00

Gratis

 

En børnekoncert inspireret af Selma Lagerlöfs Kristuslegende fra 1904.

Tre nordiske musikere og komponister Stine Michel, Lise Dynnesen og Morten Lundsby har sammen skabt koncertforestilling, hvor nyskrevet musik, dans og fortælling går op i en højere enhed.

Mellem sange akkompagneret af orgel, guitar og fingervibrafon fortælles historien om Rødhalsen. Ordene væves sammen af dans og musik, og stemninger fra det helt stille og lyriske til det kraftfulde og scenisk dramatiske opstår.