Gudstjeneste sammen hver for sig

I denne tid, hvor vi skal være sammen hver for sig, har vi lavet forskellige online-gudstjenester til hver søn- og helligdag.

Læs og lyt på denne side.


2. søndag efter påske - refleksion af Anne Ehlers

Lucas Cranach o. 1540

Johannesevangeliet kap.10 vers 22-30. Kærlighedens stemme og klar tale

 

At høre stemmen fra et menneske, man har tillid til og holder af.

Bare klangen og tonefaldet – det opmuntrer og giver nye kræfter. Det kan være stemmen fra vennen, ægtefællen, kæresten, sønnen, datteren, en søskende, barnebarnet. Genkendelsen af stemmen giver glæde og tryghed.

Telefonsamtaler har igen fået betydning. Selve dét at lytte til den andens stemme. Du er der endnu. Jeg mærker så tydeligt, hvad og hvem du er for mig.

Jesus er Guds stemme her på jorden. Han siger: ”Det, jeg gør på min fars vegne, fortæller, hvem jeg er”.

Han opmuntrer, tilgiver, helbreder, forløser. Han ser dem, ingen ser, og lytter til dem, ingen hører. Han åbner fællesskabet for alle. Han elsker. Det hele fortæller os, at han er Guds stemme på jorden.

Vi hører alle med i den fortælling. Vi er inviteret til at høre Guds stemme. Kærlighedens stemme.

I kirken udtrykkes Guds stemme på mange måder. Til gudstjenesten i bøn, bibellæsninger, ritualer og sakramenter. I forkyndelse og i kirkegængernes fælles åndedræt i sangen, i den hjælpende hånd eller arm når man skal frem til nadveren, i håndtrykket og i smilet fra menneske til menneske.

Guds stemme er mangfoldig og dog klar. For Gud taler til os om liv, håb, fred.

Ikke ved at give os en entydig religiøs, dogmatisk manual til tilværelsen. Dengang ønskede man tydelighed: ”Hvis du er Messias, så sig os det ligeud”, sagde folk til Jesus.

Ligesom man den dag i dag kan høre krav om entydighed i talen om Gud. For nogen er det ikke nok at evangeliet er klangbund i forkyndelsen. Der skal bruges ganske bestemte, kendte ord, for at man føler sig på sikker grund, siges det.

Men kærlighedens stemme taler ikke på den måde skråsikkert. Så ville der ikke være tale om kærlighed. Stemmen stiller en verden af trøst og håb til rådighed for os. Den fortæller os, at vi er hos Gud i det øjeblik, vi lytter.

”Dybe, stille, stærke, milde Guddomsord fra Himmel-havn, blidt de kalde hjerter alle i den gode hyrdes navn…” (Salmebogen nr. 398 v. 1).

Jesus siger: ”Mine får lytter til min stemme; jeg kender dem, og de følger mig”. Hyrdens stemme giver resonans, fordi kærligheden er i dybet hos alle. Men nogle forhærder sig og gemmer sig bag krav om vedtagne dogmatiske formuleringer.

Kærlighedens stemme er tydelig derved, at den taler imod skråsikker forhærdelse. Den giver levende håb og evigt liv. Men den taler ikke ekskluderende og afgrænsende ved at hævde gamle trosudsagns ret over for forsøg på nye måder at udtrykke sig på.

Kristus, kærlighedens stemme, henviser netop til det levede, bevægelige liv, hvor lydhørhed over for det uventede, anderledes og ukendte må og skal have sin plads. Lige som han selv i ord og gerning levede opmærksomt og omsorgsfuldt i forhold til alle omkring sig med den klare hensigt at kalde kærlighed frem.

For tiden kan vi ikke samles og høre Guds stemme i kirken. Men den lyder stadig til os, kalder på os, ude i verden og hen til hver og én af os.

Kirken forsøger at markere det ved at hejse flaget på helligdage og ved at lade kirkeklokkerne ringe.

Selv kan vi give kærlighedens stemme liv og lyd uden for kirkerummet. I telefonen hjemme i stuen, i smilet på gaden, i omsorgen for hinanden. Hverdagens forsøg på kærlig, klar tale.

 

En bøn:

Levende Gud, du passer på os… dine hellige engle beskytter os mod ondskab og lidelse.

Vi skylder dig selve livet, Gud.

Vi beder dig fortsat beskytte os og velsigne os.


1. søndag efter påske

Tekster og ord til 1. søndag efter påske ved Louise Højlund.


2. påskedag - refleksion af Anne Ehlers

Tizian o. 1512

Johannesevangeliet kap. 20 v.1-18: Spor af dem, vi mistede og livet med dem

 

To disciple og Maria Magdalene har søgt ud til Jesu gravsted.

Et gravsted, hvad enten det er en sten med navn og datoer på eller et punkt på en græsplæne, har spor af den, vi mistede.

Spor i vores hjerte og minder. I vores livs historie. Og synlige spor på kirkegården som en gravsten, nogle bestemte planter, en lille blomst på plænen – eller samlingen af bårebuketter umiddelbart efter en bisættelse eller begravelse.

Sporene påskemorgen efter Jesu begravelse er uden for alt, hvad man kunne forvente. Den store sten er fjernet og gravkammeret er tomt, bortset fra de linnedklæder, Jesus havde fået på efter sin død.

Disciplene forstår tilsyneladende, at Jesus så må være opstået fra de døde. De kender en gammel skriftlig profeti om den sag og kan opløftede gå hjem igen.

Det kan Maria ikke. For hende er sporene alt andet end løfterige, så hun græder. Hun kan ikke finde noget tegn på, at Jesus, hendes lærer og mester, stadig skulle være der for hende.

Som du og jeg kender det, når vi står på kirkegården og ved minderne overvældes af savn. Han eller hun er jo væk fra os og verden står stille.

Og dog. Pludselig kan vi blive afledt. En fugl synger, et vindpust sætter træets blade i bevægelse, solen sender en stråle ned over mig, en stemme høres fra nogen, der selv står ved et gravsted eller blot er ude at gå en tur.

”Ser du, hvor i skovene alle træer skyder! Mærker du, hvor engene sig i våren fryder!” (Salmebogen nr. 235 v.3).

Sådan kan det ske, at livet omkring mig trænger sig på. Sporene efter den, jeg har mistet, får nyt liv. Han eller hun er her ikke længere, men er stadig en levende del af mit liv.

Jeg skal jo ikke fastholde ham eller hende som død og væk. Jeg kan give mig hen til taknemmelighed og glæde over det, vores liv med hinanden gav mig.

Maria bliver afledt. Engle taler til hende inde fra gravhulen, og et menneske taler til hende udenfor.

”Se Marie Magdalene! Hænder nys hun vred i gru, sukked til at røre stene: Hvor, ak, hvor er Herren nu? Se, af øjets tåreflod morgensolen mildt opstod. I den grav, hvor han har hvilet, hun har fundet englesmilet” (Salmebogen nr. 241 v.3).

Vores vej går fra liv til død, men Guds vej er modsat. Den går fra død til liv. Kristus er lige der, hvor de to veje mødes. Som han møder Maria og nænsomt og kærligt skubber hende tilbage til det liv, hun har foran sig.

”Giv nu slip på mig”, siger Kristus, ”for jeg er på vej op til min far”. Og så beder han hende i stedet gå hen og fortælle om det, hun har oplevet.

Og det gjorde hun. Så vi alle siden har kunnet dele englesmilet og budskabet om Kristi opstandelse. Der er liv efter døden.

 

En velsignelse:

 

Må Gud være med dig, som solen lyser over dagen og får jorden til at dufte, som månen glæder natten og får vandet til at glitre. Må Guds skønhed lyse på din vej.

2. påskedag

Tekster til 2. påskedag oplæst af Louise Højlund. Musik af Niels Nørgaard.


Påskedag - refleksion af Anne Ehlers

Mathias Grünewald 1510-15

Matthæusevangeliet kap. 28 v. 1-8: Kristus er opstanden! Og han går i forvejen for os

 

Opstandelse!

Så bliver der bevægelse og liv igen. Her er en engel, der med et vingestrejf fjerner en tung sten. Her er kvinder, der med tunge skridt går ud for at se til Jesu grav, og som på lette fjed løber tilbage til deres hjem. Her er et underfuldt budskab.

Bevægelse, handling, ord. Det er påske, verden vender og døden er stendød. Gud har fejet graven fri for død. Jesus, den korsfæstede? Han er ikke her! Han er stået op fra de døde.

Det er skønne, livgivende ord og handlinger.

Det er imidlertid også voldsomt og mærkeligt. Et uvirkeligt budskab for den, der for nylig har mistet et elsket menneske. Som venter på at få ham eller hende begravet, eller venter på at få urnen sat i jorden, eller som går ud på kirkegården med savn og sorg i sindet til det særlige sted, hvor minderne samler sig.

Påskebudskabet er så vildt, at det kræver tid at tage det ind. Stop nu lidt. Jeg har lige sagt farvel til ham eller hende. Giv mig lige tid til at vænne mig til den tomme plads i mit liv.

Efter mange år kan samme indvending udmærket høres. Måske er savnets sår ikke helt så blødende mere. Men det kan gøre ondt resten af tilværelsen, at døden skiller mennesker ad.

Livet kan vi dele, men døden er udelelig for os. Det tager tid, nogen gange resten af livet, at vænne sig til døden.

Denne erfaring modsiger påskebudskabet ikke. Det vil ikke kræve af os, at nu er det på tide at lægge det hele fra sig og komme videre og smile til verden.

Men budskabet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde fortæller os, at for Gud er døden ikke udelelig. Gud deler den med os. Går ind i den med os og ud igen med os. Ud på den anden side, så der bliver liv efter døden.

”Påskeblomst! En dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger… Hanegal og morgensang, synes mig, af den udsprang; vågnende jeg ser de døde i en påskemorgenrøde” (Salmebogen nr. 236 v.5).

Budskabet til kvinderne lød: ”Kristus er stået op fra de døde og er gået i forvejen til Galilæa, hvor I skal møde ham”.

Det samme gælder for os. Kristus er gået i forvejen for os – tilbage til vores Galilæa, til den hverdag og det liv, som vi skal leve. Her møder han os på vores veje og lyser op. Det mærker vi, når en tung sten i hjertet fjernes af engleord om, at verden stadig er ny og venter på dig og mig.

”Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden” (Salmebogen nr. 192 v.3) – ja stærkere ER her end døden. Guds evige kærlighed. Kristus er opstanden!

 

En velsignelse:

 

Herren være foran dig
for at vise dig den rette vej.
Herren være ved siden af dig
for at følge dig på vejen.
Herren være omkring dig
for at bevare dig fra det onde.
Herren være over dig
for at velsigne dig.
Så vær du velsignet…
af Gud Fader, Søn og Helligånd.


Påskedag

Tekster til Påskedag oplæst af Louise Højlund. Musik af Niels Nørgaard.


Langfredag - refleksion af Anne Ehlers

Johannesevangeliet kap.19 v. 17-37: Jesus korsfæstes. Mennesker får givet hinanden på ny

 

Denne påske savner vi hinandens ansigter. Savner at være sammen ansigt til ansigt.

I kirken, i stuen, rundt om bordet – vi længes efter at være sammen og se på hinanden i samme rum.

Det andet menneskes ansigt tæt på. De levende, skiftende udtryk.

Vi er forbundet, uanset hvor meget eller hvor lidt vi kender hinanden. På gaden, i kirken, i forretningen, i teatret eller koncertrummet, i skolen, på arbejdspladsen.

”Ansigtet er det, man ikke kan slå ihjel, eller i det mindste det, hvis betydning er: Du må ikke slå ihjel!” Det er sagt af en af det 20. århundredes filosoffer, den jødiske filosof Levinas.

Ind imellem ødelægges forbindelsen mellem os. I overgrebet, volden, afvisningen, foragten.

Jesus på korset er udtryk for, hvordan enhver grænse for ondskab mellem os kan blive overskredet, fordi vi slår ihjel.

Jesus, der er Guds ansigt her i verden. Kærlighedens, nådens, barmhjertighedens, medlidenhedens, tilgivelsens ansigt.

Det ansigt, Guds ansigt, bliver slået ihjel på korset. Det er så ondt.

Måske skal det vise os, at selv i den værste lidelse og død er Gud med os. Gud vender ikke sit ansigt fra sit menneske, men er med os, uanset hvad vi måtte udsætte hinanden for og blive udsat for.

Gud er med dig og mig i liv og i død.

Lige inden Jesus dør, sker der noget. For ”i nærheden af korset stod Jesus´ mor… og den discipel, Jesus elskede mest”. Fra korset ser Jesus ned i deres opadvendte ansigter og siger: ””Se, her er din søn… og se, her er din mor”.

Han forbinder mennesker på nye måder med sine ord. Får os til at se det andet menneske som en, vi er forbundet med, slet og ret fordi han siger, at sådan er det.

”Herren god, som uden grænser elsker dem, han haver kær, ingen forskel hos dem ænser, ønsker sig dem lige nær…” (Salmebogen nr. 179 v.1).

Som en af sine sidste gerninger når Jesus at give os til hinanden på ny. Vi bliver forbundet som hinandens forældre og søskende. Alle sammen på denne jordklode.

Når vi ser et lidende ansigt, enten det er lige foran os eller på tv-skærmen, skal vi med Langfredag mindes om, at Gud er med det menneske. Og huske at vi er forbundet som et du og et jeg, der igen og en gang skal mødes ansigt til ansigt.

 

En velsignelse:

 

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

 

Må Gud velsigne dig og passe på dig,

Må Gud se dig og holde hånden under dig,

Må Gud glæde sig over dig og give dig fred!

Avignon-pietà o. 1500

Langfredag

Tekster til Langfredag oplæst af Louise Højlund.


Skærtorsdag - refleksion af Anne Ehlers

Johannesevangeliet kap.13, v.1-15: Jesus vasker disciplenes fødder som et tegn på nåde

 

Et sakramente er en hellig handling, hvor Kristus er nærværende i ord og ånd. Som i dåbens og nadverens ritualer.

Der sker noget i sakramentet. De, der deltager, får Guds nåde. Der er mindst tre til stede i et sakramente. Kristus og de to (eller flere) mennesker, der i fællesskab udfører handlingen.

I fodvaskningen sker både dåb og nadver.

Disciplene blev både bogstaveligt og billedligt talt vasket rene, som vi gør det ved dåben. Det vandfad, Jesus bruger, bliver det samme som en døbefont. Som kilden der med tre håndfulde vand gør et menneske rent. Tilgivet én gang for alle.

Men fodvaskningen peger også på nadveren, for den foregår ved et bord. Da Jesus vasker disciplenes fødder, får de lod og del sammen med ham, som vi gør det ved nadveren. Han siger sådan: ”Jeg har været et eksempel for jer. I skal gøre det samme, som jeg har gjort”.

Vi skal fortsætte Jesu gerning og række nåden videre til hinanden. Det er en hellig pligt. Det kan gøres på uendeligt mange måder – vel også konkret fodvaskning…

I dag kan det ske ved, at vi fordyber os i nærværets mysterium. Dette at være til stede samtidig i en fælles opmærksomhed.

De sidste 3-4 uger har helt konkret genoplivet den analoge samtidighed, udtrykt i en opblomstring af flow-tv. Fælles morgensang og pressemøder samler befolkningen, der ellers har vænnet sig til at streame nyheder eller se serier, når det passer ind. Eller være fraværende til stede, fordi mobiltelefonen ringer, eller fordi instagram eller facebook skal tjekkes.

Nu samles vi på bestemte tider og deler sang og informationer. Nu ringer vi til hinanden og fører rigtige samtaler, med eller uden videokamera.

Måske er den super individualiserede, fragmenterede livsstil slet ikke så forjættende? Måske er vi i gang med at finde ud af, hvor vigtigt samvær og nærvær er? Måske bliver det helligt for os igen at kunne være oprigtigt til stede med hinanden, lige så tæt og fysisk som kirkens sakramenter udtrykker ved at brød rækkes videre og en hånd lægges på et hoved?

”Nu er timen til stilhed, til bøn og til tanker, til ord, som har vægt, og som kræver et svar. Kom og rør ved os, Kristus, så vi bliver åbne for glæden og livet og freden…” (Salmebogen nr. 786 v.3).

Det er nådefuldt at kunne være sammen, opmærksomt og nærværende, og at kunne dele brød og vin og røre hinanden. Det ved vi nu.

 

 

En velsignelse:

 

Må Gud være din beskyttelse og din tryghed.

Må Jesu styrke være din.

og må Helligånden vejlede dig altid.

Lad os gå med fred for at elske og for at tjene Gud.

Kalkmaleri fra Sulsted kirke

Skærtorsdag

Tekster til Skærtorsdag.

Indlæst af sognepræst Louise Højlund. Musik af Niels Nørgaard.


Palmesøndag - refleksion af Anne Ehlers

Engelsk illumination o. 1503

Markusevangeliet kap. 14, v. 3-9: Glæde over at vise andre, hvem Kristus er

 

Det kan være livgivende at blive rystet. Det virker som en ny gennemlysning af sind og hjerte. For eksempel at se et barn komme til verden. En forelskelse. En ganske uventet hjælp fra andre. En storslået naturoplevelse som et brusende hav eller en glødende solopgang.

Eller vi kan blive rystet af overstrømmende ødselhed og glæde hos et menneske. Som kvinden der bryder ind i en lille, lukket forsamling, hvor Jesus er, og uden videre hælder fin, kostbar olie over hans hoved.

Hun kan ikke lade være. Hun må tilkendegive sin taknemmelighed og tillid over for ham.

Og folk omkring bordet bliver rystede over hende. Hvad skal sådan en ødselhed til for.

Hun vækker vrede og ubehag hos dem med sin uventede handling. Hun afviger for meget fra det normale.

Måske lidt lige som nogles reaktioner på andre for 5-6 uger siden. Hvis man gav udtryk for nervøsitet eller over for den smitte, der var begyndt at brede sig, og så begyndte at ændre sin adfærd, vakte det rysten på hovedet. Det var da at gå for vidt. Vi fortsætter, som vi er vant til.

Det er også svært at tilegne sig den slags uventede, rystende hændelser, som en mærkelig virus er.

For det viser, at det også kan være angstfremkaldende at blive rystet.

Der sidder en flok omkring bordet. Jesus er sammen med dem, men tilsyneladende er det ikke så skelsættende. Han er åbenbart blevet en selvfølgelig del af deres vante tilværelse.

Ind kommer kvinden med sin overvældende glæde over at kunne tilkendegive, hvor stor betydning Jesus Kristus har for hende.

”Her er han, som vil øse trøst i hver bange sjæl… her er han som vil favne dig med sin kærlighed…” (Salmebogen nr. 176 v. 4 og 5).

Med sin handling viser hun, hvem Jesus Kristus er. Hun viser, hvad evangeliet er. Der er evangelium i hendes handling. Et godt budskab i det, hun gør med sin uventede, gavmilde gestus.

Det understreger Jesus over for sine bordfæller: ”Kvinden gjorde det bedste, hun kunne… I skal være klar over, at uanset hvor i verden, budskabet om mig bliver fortalt, vil man også fortælle om det, hun har gjort, og huske hende”.

Der sker et sammenfald mellem hendes ødselhed og glæde og evangeliet. Hendes handling afspejler, at Jesus Kristus aldrig er en selvfølge men den mest livgivende rystelse, verden har kendt til.

Han er den, der ødsler sin kærlighed og sit liv på os. Den der i ord og gerning ryster os, provokerer os til at ændre vores liv. Så vi bliver opmærksomme på den kærlighed, vi hver dag får øst ned over os i guddommelige dimensioner.

 

 

En bøn:


Gud, hold din hånd under os,

velsign os, se os,

så din vej må blive kendt i verden,

og du kan redde folk.

Palmesøndag

Tekster til Palmesøndag.

Indlæst af sognepræst Louise Højlund. Musik af Niels Nørgaard.


Mariæ bebudelse - tanker af Anne Ehlers

Marias bebudelse – (lov)sang forløser

 

En ny tradition er kommet i løbet af de sidste uger: Morgensang med Phillip Faber.

Mange af os er klar til at synge på klokkeslet i bevidstheden om at dele sangen med andre, og dele tradition og poesi fra salmebog og højskolesangbog.

Sangen giver mig en pause fra den rastløshed, usikkerhed og lille angst, der vist nok er grundlæggende stemning i mig i denne tid.

Sangen åbner og griber fat i noget dybt i os, når hjerte og sind er optaget af at synge. Man skal ikke være glad for at synge, men glæden kan gribe én, når man synger.

Maria så ind i en fremtid, der på mange måder var uoverskuelig. Gravid som helt ung, ugift kvinde i et patriarkalsk samfund.

Men en engels forunderlige budskab, nogle stærke og sande ord, greb hende. Og hun fandt sin poetiske tradition, lovsangen, som kvinder før hende havde sunget på trods af lige så umulige betingelser for at blive gravid og mor.

»Jeg takker Gud af hele mit hjerte og glæder mig over, at han er min frelser”… sang Maria. Hun lovsang, på trods af sin usikkerhed ved en ukendt fremtid og sin udsathed som kvinde.

”Guds lovsange synger vi ikke, men sangene synger i os, når glæden slår ind i vort hjerte og smelter vort mismod og trods”… (salmebogen nr. 414 v.3).

Lad Marias lovsang synge i os. Synge om hvordan Gud bruger sin stærke arm til store handlinger, og spreder dem, der har nok i sig selv, for alle vinde. Og om hvordan Gud sørger for sine mennesker og holder fast ved sin omsorg for os.

Lad os synge med Maria om hendes barn – om Ham, der i ord og handling har vist verden sandheden om at være menneske: Udsatte er vi, men vi har lov til at synge os til styrke. Og opleve stunder der forløser en glæde og et håb, der i lyse øjeblikke ligner Marias.

 

En bøn:

 

Må Gud velsigne dig…

Må Gud give dit hjerte lys med kærlig visdom,

og i sin nåde give dig evig kundskab;

må Gud løfte sit ansigt over dig i kærlighed

til evig fred.

 

(Velsignelse fra Dødehavsrullerne)

Mariæ Bebudelse

Tekster til Mariæ Bebudelse, om det overraskende og glædelige, der skal komme.

Indlæst af sognepræst Louise Højlund. Med musik af Jonathan Fjord Bredholt.

Nedenfor findes teksterne som lydfil og videofil.


Sognepræst Anne Ehlers skriver:

Himmel og horisont 24. marts 2020 fra min matrikels hjemmearbejdsplads
Himmel og horisont 24. marts 2020 fra min matrikels hjemmearbejdsplads

 

Om mørketal, værnemidler og livets brød...
Og en bøn om at Gud passer på os, indtil vi mødes igen

Der er kommet nye ord i mellem os. Blandt andre ”mørketal” og ”værnemidler”.
Mørketal er ordet for de af os, der er smittet med Corona, uden det er registreret ud fra en test eller lægelig diagnose.
Det dækker altså over noget, der ikke er styr på. Noget der er uden for vores kontrol. Noget der henligger i mørke.
Jeg kommer til at tænke på kaos. På tilstande der truer vores liv. Som en ny, aggressivt smittende virus. Som voldsomme klimatiske forandringer. Som vold og krig. Som uansvarlige ledere i verden nu og før.
Og kaos som vores egne egoistiske reaktioner, når nogle af os hamstrer varer for at sikre os eller stjæler vigtige redskaber på hospitaler for at tjene på det. Kaos er det, der vælter ind over os og bringer det værste frem.
Mørketal er ikke et rart ord. Det minder os om noget farligt, vi ikke behersker.
Ordet værnemiddel er derimod et fint og godt ord. Det minder os om, at der findes midler til at værne, til at passe på og beskytte. Midler til at holde det kaotiske på afstand. Værnemidler er et dejligt ord.
Det viser hen til konkrete sager som håndsprit og mundbind. Livsnødvendige redskaber for de mennesker, der er tæt på mennesker, der har ekstra brug for hjælp. Syge på hospitaler, ældre på plejehjem.
I sig selv er de mennesker, der i de seneste uger og i et godt stykke tid fremover plejer, behandler, passer udtryk for skønne værnemidler. De værner vores syge og svage.
Og fordi adfærden hos langt de fleste af os allerede er ved at forandre sig, så vi holder afstand, smiler og hilser med flere meter mellem os, bliver vi også hinandens værnemidler.
Værnemidler er med til at skabe orden og holde styr på det hele. Nye strukturer og mønstre mellem os opstår. Nye former for hjælpsomhed og omsorg og betænksomhed.
Som fælles morgensang fra altaner og haver. Som fantasifulde former for digitalt nærvær. Som en enkel telefonopringning. Som lange vandreture med en ven eller veninde, fordi man ikke vil sidde indenfor.
Og ind i vores verden med nye ord, med såvel farlige som opløftende ord, lyder Guds ord. Guds ord er unikke værnemidler for os. De skaber en håbefuld virkelighed af ånd og kraft midt i vores verden.
Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Johannesevangeliet kap. 6).
Det er Jesu enkle budskab til os: Guds ord er brød, som stiller vores sult og tørst efter mening i en verden, det ind imellem kan være uoverskueligt svær at leve i.
En klog mand (journalisten og forfatteren Helmuth Friis i Den gyldne stad) gennemgår bønnerne i Fadervor og siger følgende om bønnen giv os i dag vort daglige brød: ”Vi har ikke livet ved at tage det, men modtage det; vi kan ikke tage solen, sproget, smilet, tilliden, omfavnelsen… det er det nødvendige og intet yderligere. Lad os leve ubekymret, direkte ud af livslinjen til Gud, så Guds gaver ikke skjuler Gud – lige som da israelitterne i ørkenen vantro ville sikre sig – hvorefter mannaen rådnede… brødet er det livsnødvendige, ikke det muligvis eller delvis nødvendige eller unødvendige. Brødet er livets lys, brød er korn, sprog, gensvar, imødekommenhed fra planter, farver og ansigter...”
Guds ord som livets brød. Ord i bred forstand som sol, smil og omfavnelse – som gensvar og imødekommenhed. Hele det sprog, der udtrykker glæde, taknemmelighed og kærlighed til Guds gaver.
De ord og det sprog giver åndelig næring og håb. Det skal vi sige til hinanden og dele som tillid og smil – og som omfavnelser, vi har til gode om ikke så længe.

En bøn (gammel gælisk velsignelse):
Må vejen komme dig i møde, må vinden altid være med dig,
Må solen skinne varmt på dit ansigt, må regnen falde blidt på dine enge.
Må Gud holde dig i sin hånd indtil vi mødes igen!

May the road rise up to meet you.
May the wind be always at your back.
May the sun shine warm upon your face;
the rains fall soft upon your fields and until we meet again,
may God hold you in the palm of His hand.

 

Sognepræst Anne Ehlers

Prædikantliste med forbehold for ændringer.

Gudstjenester

07jun kl. 10:00

Højmesse ved Louise Højlund

Trinitatis søndag

- foregår i Kirkerummet

07jun kl. 10:00
14jun kl. 10:00

Højmesse ved Louise Højlund

1. søndag efter trinitatis

 

- foregår i Kirkerummet

14jun kl. 10:00
21jun kl. 10:00

Højmesse v/Louise Højlund

2. søndag efter trinitatis

- foregår i Kirkerummet

21jun kl. 10:00
28jun kl. 10:00

Højmesse ved Louise Højlund

Sommergudstjenester under Guds himmel

3. søndag efter trinitatis

Vi flytter ud i …

28jun kl. 10:00
05jul kl. 10:00

Højmesse

4. søndag efter trinitatis

05jul kl. 10:00
12jul kl. 10:00

Højmesse

5. søndag efter trinitatis

12jul kl. 10:00
19jul kl. 10:00

Højmesse

6. søndag efter trinitatis

19jul kl. 10:00
26jul kl. 10:00

Højmesse v/Louise Højlund

Sommergudstjenester under Guds himmel

7. søndag efter trinitatis

Vi flytter ud i …

26jul kl. 10:00
02aug kl. 10:00

Højmesse v/Louise Højlund

Sommergudstjenester under Guds himmel

8. søndag efter trinitatis

Vi flytter ud i …

02aug kl. 10:00
02aug kl. 13:00

Døvegudstjeneste

Døves modersmål er tegnsprog. Nogle døve bruger dansk tale sammen med tegn, andre …

02aug kl. 13:00
09aug kl. 14:00

Familiegudstjeneste i kirkehaven v/Louise Højlund

Sommergudstjenester under Guds himmel

9. søndag efter trinitatis

Vi flytter ud i …

09aug kl. 14:00
16aug kl. 10:00

Højmesse

- foregår i Kirkerummet

16aug kl. 10:00
23aug kl. 10:00

Konfirmation v/Louise Højlund

- foregår i Kirkerummet

23aug kl. 10:00
30aug kl. 10:00

Højmesse

- foregår i Kirkerummet

30aug kl. 10:00
06sep kl. 14:00

Gudstjeneste v/Louise Højlund

- foregår i Kirkerummet

06sep kl. 14:00
13sep kl. 10:00

Højmesse v/Louise Højlund

- foregår i Kirkerummet

13sep kl. 10:00
27sep kl. 10:00

Højmesse v/Anne Ehlers

- foregår i Kirkerummet

27sep kl. 10:00
27sep kl. 13:00

Døvegudstjeneste v/Irene Schjødt

- foregår i Kirkerummet

27sep kl. 13:00
04okt kl. 14:00

Gudstjeneste v/Anne Ehlers

- foregår i Kirkerummet

04okt kl. 14:00
11okt kl. 10:00

Højmesse v/Louise Højlund

- foregår i Kirkerummet

11okt kl. 10:00
18okt kl. 10:00

Højmesse v/Kirsten Dalager Buur

- foregår i Kirkerummet

18okt kl. 10:00
25okt kl. 10:00

Højmesse v/Louise Højlund

- foregår i Kirkerummet

25okt kl. 10:00
01nov kl. 14:00

Alle helgensgudstjeneste v/Anne Ehlers og Louise Højlund

Musikgudstjeneste

- foregår i Kirkerummet

01nov kl. 14:00
08nov kl. 10:00

Højmesse v/Anne Ehlers

- foregår i Kirkerummet

08nov kl. 10:00
15nov kl. 10:00

Højmesse v/Anne Ehlers

- foregår i Kirkerummet

15nov kl. 10:00
15nov kl. 13:00

Døvegudstjeneste v/Irene Schjødt

- foregår i Kirkerummet

15nov kl. 13:00
06dec kl. 13:00

Døvegudstjeneste v/Irene Schjødt

- foregår i Kirkerummet

06dec kl. 13:00
25apr kl. 10:00

Konfirmation

 

25apr kl. 10:00