KIRKEKONTORET KAN HJÆLPE DIG MED:

Fødselsanmeldelse
En fødsel bliver registreret på baggrund af jordemoderens anmeldelse af fødslen. En forældreanmeldelse er kun nødvendig, hvis der ikke har medvirket en jordemoder ved fødslen.

 
Faderskab

Er man gift, får forældrene automatisk fælles forældremyndighed.
Hvis man ikke er gift og ønsker fælles forældremyndighed, skal der indberettes en omsorgs- og ansvarserklæring. Det skal gøres digitalt ved brug af Nem ID på www.borger.dk . inden 14 dage efter barnets fødsel. Kirkekontoret sender et brev med information om faderskab umiddelbart efter barnets fødsel.
Ved medmoderskab eller hvis  I ikke ønsker fælles forældremyndighed eller hvis 14 dages fristen er overskredet  behandles sagen af statsforvaltningen.
 

Dåb

Dåb aftales med kirkekontoret.  Før dåben vil der være en samtale med den præst, der har gudstjenesten. Navnet på barnet samt navne og adresser på mindst 2 og højst 5 faddere oplyses  til kirkekontoret . Ved voksendåb skal der oplyses navn og adresse på mindst 2 dåbsvidner. For at være fadder skal man være over konfirmationsalderen og være døbt med den kristne tro.

Læs om dåben her

Navngivning

Navngivning skal indberettes senest 6 måneder efter barnets fødsel.
Navngivning skal indberettes på www.borger.dk  med Nem ID
Kontakt gerne kirkekontoret, hvis du er i tvivl om noget.

Ønskes et ikke-godkendt navn til barnet, er det en god ide at begrunde det ønskede navn. Eksempler på begrundelser kan være, at navnet stammer fra en anden kultur, er en sammenskrivning af flere navne eller stammer fra en fjern slægtning. Hvis det er muligt, er det en god ide at skaffe dokumentation for navnet. En del navne kan kirkekontoret godkende umiddelbart vha. opslag i en række udenlandske navnedatabaser, men i andre tilfælde skal det iflg. loven godkendes af Statsforvaltningen.
På familiestyrelsens hjemmeside findes oversigter over alle godkendte fornavne samt frie efternavne.


familiestyrelsens hjemmeside findes oversigter over alle godkendte fornavne samt frie efternavne.


Navneændring
Ønskes ændring af fornavn, mellemnavn eller efternavn skal der rettes henvendelse til kirkekontoret i bopælssognet. Kirkekontoret kan hjælpe med forskellige oplysninger og vejledning.
Anmeldelsen skal så vidt muligt indberettes digitalt på www.borger.dk ved brug af nem ID
For de fleste navneændringer skal der betales et gebyr på 500 kr. Undtaget er navneændring i forbindelse med vielse og navneændring for børn, der deler efternavn med en forælder, der ønsker navneændring. Kontakt kirkekontoret i tvivlstilfælde.


 
Vielse
Henvendelse skal ske til kirkekontoret i forbindelse med aftale af dato og tidspunkt for vielsen. Herefter rettes henvendelse til vielseskontoret på Aarhus Rådhus med henblik på at indsende en ægteskabserklæring for at få udstedt en prøvelsesattest. Prøvelsesattesten er bevis på, at betingelserne for indgåelse af ægteskab er i orden. Attesten må højst være 4 måneder gammel, når vielsen finder sted.

Prøvelsesattesten afleveres til kirkekontoret sammen med navn og adresse på to vidner. Herefter er der en samtale med den præst, der foretager vielsen.

Læs om vielse i kirken her

 

Begravelse og bisættelse
I forbindelse med dødsfald er man er altid velkommen til at kontakte præster og kirkekontor, der gerne hjælper med vejledning og svar på spørgsmål. Oftest kontaktes en bedemand, der kan bistå med praktisk hjælp og generel vejledning.

Tid og sted for bisættelse/begravelse skal aftales på kirkekontoret
.

Medlem af Den danske Folkekirke
Man bliver medlem af folkekirken ved at blive døbt. En person, der bliver døbt i folkekirken, bliver samtidig medlem af Den Danske Folkekirke. Det gælder, uanset om man er barn eller voksen. Det er også muligt at blive medlem af folkekirken, hvis man er døbt i et andet kristent trossamfund.

Læs mere om folkekirken her


Udtrædelse af folkekirken
Ønsker man at melde sig ud af Den Danske Folkekirke skal dette ske skriftligt eller ved personlig henvendelse til kirkekontoret. Det anbefales, at man ved udmeldelse fortæller sine pårørende om sin beslutning, så de ikke bliver overraskede i tilfælde af dødsfald.
Ved udmeldelse frasiger man sig retten til at få foretaget kirkelige handlinger som vielse og begravelse/bisættelse.
Hvis den ene af brudeparret er medlem af folkekirken,  er en kirkelig vielse mulig.

Genindtræden i folkekirken
Ønsker man at genindtræde i folkekirken, er dette muligt efter anmodning til en af sognets præster.

 
Attester
Skal man bruge en attest, hvad enten man er medlem eller ikke-medlem, skal attesten afhentes personligt på kirkekontoret, og der skal forevises billedlegitimation. Dette er for at sikre, at uvedkommende ikke kan få udleveret andres attester og misbruge dem.

Det er en god ide at ringe i forvejen, så vi er sikre på, at vi har alle de informationer, vi skal bruge for at udskrive attesten.

Du kan også bestille en attest på www.personregistrering.dk

LANGENÆSKIRKENS KIRKEKONTOR

Kordegn Marianne Jepsen Krog

Langenæskirken, Kirkedammen 2, 8000 Århus C

E-mail: makro@km.dk

Tlf. 8614 7423

 

Al henvendelse vedr. navne, navneændringer, dåb, vielse, attester, medlemsskab af folkekirken m.m. skal rettes til kirkekontoret.

Åbent mandag, tirsdag og torsdag kl. 9 - 12. Onsdag kl. 10 -13 og kl. 16 - 18
Fredag lukket.